---------------------------------------------- SE OGSÅ "KLUBKALENDER" ----------------------------------------------

NYT FRA FORMANDEN: Opdateret 27. juni 2003.

FERIELUKKET: Vort kontor er ferielukket til 30. juni.

ATHEN-LEJLIGHEDEN: Den svenske Publicistklubs studielejlighed tæt ved Akropolis og Det danske Institut i Athen er desværre lukket fra og med 1. juli - for få meldte sig. Men den drives videre af den svenske forfatterforening, og Malmö-publicisterne meddeler, at der stadig eksisterer en lille mulighed for at være heldig. Man kan maile til kerstin.weigl@aftonbladet.se og sige, at man er medlem af Den danske Publicistklub og har hørt om den eventuelle mulighed gennem Publicistklubbens Södra Krets i Malmö.

UD OVER SÆSONEN: Selv om vore love siger, at klubbens normale mødevirksomhed består af et møde i hver af månederne september-april, har vi også i år givet yderligere en række tilbud, fem i alt, hvoraf tilmed det ene var dobbelt. I maj var vi på studietur til Grækenland, og vi var på rundvisning i det ny operahus - et arrangement, der var så populært blandt medlemmerne, at selv om vi undtagelsesvis lukkede for gæster og gjorde det til et rent medlemsarrangement, var det ikke nok med en enkelt rundvisning - vi fik bygherren til at give os to. Vi var også på den traditionsrige Bakke-tur med revelsben og Cirkusrevy. Og i juni skal vi se filmbyen i Avedøre og høre om det spændende Zentropa-selskab og møde dets særdeles omtalte direktør, Peter Aalbæk Jensen. Der ud over er der bytte-billeder aften især for deltagerne i ovennævnte Grækenlands-tur, men alle medlemmer er velkomne, blot de melder sig først til klubbens kontor.

OPERAHUSET: Tilstrømningen til vore to rundvisninger i A.P. Møllers store operahus-byggeri var enorm, mange måtte melde sig forgæves - vi håber at kunne gentage arrangementet senere, og så får de, der ikke nåede med disse to gange, naturligvis førsteret. Men der går et godt stykke tid - hele sommeren er der så mange arbejdere på byggepladsen, at vi kommer til at gå i vejen.

HJEMME IGEN: Tirsdag d. 6. maj rejste 20 medlemmer og gæster til Athen. Formålet var en orientering om forberedelserne til OL 2004 og det græske EU-formandskab. Begge dele lykkedes i fuldt mål. Vort medlem Giorgos Fotopoulos, presseråd på den græske ambassade i København, havde arrangeret meget spændende møder med professor Thanos P. Dokos, professor George P. Zanias og viceudenrigsminister med særligt ansvar for EU-anliggender, professor Tassos Giannitsis. Dokos er Director of Studies ved Hellenic Foundation for European & Foreign Policy og orienterede om de aktuelle forhold mellem Grækenland og Tyrkiet. Professor Zanias er General Secretary i det græske finans- og økonomiministerium. Han talte om den græske økonomi og svarede på et spørgsmål, at omkring 30 pct. af den er sort. Med et smil tilføjede han, at det måtte da være det ypperste af demokrati her i demokratiets vugge, at regeringen lod borgerne selv råde over næsten en tredjedel af økonomien…

Og minister Giannitsis orienterede om det græske EU-formandskab.

Disse møder foregik i Zappeion Hall, som dels er pressecenter under formandskabet, der jo varer ved til 1. juli, dels er det officielle mødested for topmøder i formandskabsperioden.

Direktøren for Det danske Institut i Athen, Jørgen Mejer, og Danmarks ambassadør i Grækenland, Hans Grunnet, slog sig sammen i en invitation til os, så vi dels kunne møde den karismatiske liberale uafhængige politiker, tidligere finansminister Stefanos Manos, dels blev budt på buffet på instituttets vidunderlige terrasse tæt på Akropolis med udsigt over Athen i den varme aftenluft. Se mer om instituttet på www.diathens.com.

Vi var på en større rundtur til diverse anlæg for olympiske idrætsgrene samt på besøg i en af de tre olympiske byer. I den, vi besøgte, var der bygget boliger til 20.000 idrætsudøvere. Grækenland bliver formentlig færdig med dette enorme projekt til tiden, selv om der p.t. er langt igen.

Der var tid til egne aftaler med græske forbindelser, og der var tid til en meget vellykket udflugt til Delphi og Thermopylæ.

Hjemrejsen startede vi i god tid, så vor bus kunne nå til Kap Sunion med det pragtfulde marmortempel på Attikas sydspids, inden lufthavnen ventede med flyet hjem. God, oplevelsesrig tur.

REJSELEGATER: Klubbens bestyrelse har uddelt de årlige rejselegater på i alt 18.000 kroner, der venligt stilles til rådighed af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen. De gik i år til Ali Meister, Ann Mariager, Jens Nauntofte og Erik Eriksen.

CONNIE HEDEGAARD FIK PUBLICIST-PRISEN 2003: På klubbens generalforsamling fik Connie Hedegaard Publicist-prisen 2003. De 25.000 kr. er venligt stillet til rådighed af Tuborgfondet. Tøger Seidenfaden motiverede valget. Hans tale kan læses lidt senere i denne spalte. Ligeså Connies svartale.

NY I BESTYRELSE OG REPRÆSENTANTSKAB: Generalforsamlingen vedtog at optage Jørn Thulstrup og Bo Maltesen i bestyrelsen, og Ann Mariager og Jens Hage i repræsentantskabet. I bestyrelsen erstatter de Per Winther, som efter mange års medlemskab af bestyrelsen ønsker at trække sig, og Poul Holck. I repræsentantskabet erstatter de Carl Otto Brix, som også efter mange års medlemskab har ønsket at trække sig, og Grete Schack Nielsen.

TALEN FOR CONNIE: Her er, hvad medlem af priskomiteen TØGER SEIDENFADEN sagde til hende i anledning af, at priskomiteen havde valgt hende:

Som I alle ved har Publicistklubben den fine tradition, at Publicistprisen – 25.000 kr. der er stillet til rådighed af Tuborgfonden – uddeles af en komité, der består af de 22 tidligere Publicistprismodtagere.

Jeg kan afsløre, at det er et solidt flertal af de tidligere modtagere, der deltog i årets møde i sidste uge, og at selv om andre muligheder og navne naturligvis blev drøftet – talentmassen fejler ikke noget – så er det en enstemmig komité, der står bag dagens valg: Alle kunne tilslutte sig, at netop Connie Hedegaard i eminent grad er en publicist, der fortjener denne særlige hæder.

Hvert år diskuteres det naturligvis også i komitéen, hvad det egentlig vil sige at være en god publicist, og som man vil huske fra tidligere år, så er komitéen ikke bange for at forny og udvide rammerne for, hvad det omfatter: Man behøver ikke at være journalist, man kan vide både alting om ingenting eller ingenting om alt – altså være både generalist og specialist – man kan virke litterært, med humor, med reportage eller med tung sagkundskab i publicistikkens – det vil sige i offentlighedens – tjeneste.

Alligevel er det vigtigt at holde fast i selve kernen i det at være publicist, og det er netop, hvad vi mener at have gjort, med dette års valg.

At være publicist vil sige at arbejde i meningsdannelsens tjeneste. Ligesom så mange andre gør man det typisk i medierne, men hvor de fleste her arbejder i informationsfrihedens tjeneste, så står publicisten i et særlig nært forhold til den endnu fornemmere værdi, der vokser ud af informationsfrihedens muld og uden hvilken den ikke rigtig giver mening, nemlig – ytringsfriheden.

Ytringsfrihed har vi alle ret til, men i et mediesamfund og i et moderne demokrati, er vi afhængige af, at der er nogle, der ytrer sig kvalificeret og engageret sig i den offentlige mediesamtale, hvor vi alle sammen kan mødes uden de smålige hensyn til tid og rum, der før i tiden gjorde meninger til en privat eller - i magtens korridorer – meget elitær affære.

At være publicist er dybest set at hjælpe andre til at orientere sig, til at danne sig en opfattelse, og dermed til at kunne forholde sig til og påvirke sin samtid. Som sådan er publicisten en uundværlig del af åndedrættet og dynamikken i et demokratisk samfund.

Men publicister er ikke noget organiseret erhverv. Der findes ikke nogen publicist-uddannelse, eller noget publicist-forbund (kun en klub), medierne ansætter stort set ikke publicister (slet ikke på fuldtid), de er ikke anerkendt som en del af den fjerde statsmagt, der i øvrigt heller ikke selv er opregnet i grundloven.

Samfundet er derfor afhængigt af, at der er mennesker, der selv påtager sig opgaven og fylder den godt ud. Der skal være nogen, der har lysten og evnerne, også til rampelyset, javel, men vel at mærke også til at gå til opgaven med den disciplin og saglighed, der er forudsætningen for at være en rigtig god publicist i helhedens – eller dele af helhedens – tjeneste.

Dette er netop et sådant engageret, disciplineret, sagligt argumenterende og højt kvalificeret menneske, vi gerne vil belønne og hædre i år.

Kære Connie Hedegaard: Du skal have Publicistprisen 2003.

Du begyndte dit voksenliv med at gøre en kometkarriere som folkevalgt. Fra at være Folketingets vist nok yngste, men bestemt ikke mindst hørbare og usynlige medlem, blev du på få år politisk ordfører for det, der dengang var statsministerens parti, ja, du blev en del af det trekløver, der i valgkampen tegnede partiet for offentligheden. Du gjorde det oven i købet med udgangspunkt i et engagement i forsvarspolitik og sikkerhedspolitik, der sjældent har været vejen til en lynkarriere i dansk politik. Du ville utvivlsomt være blevet minister, og med din integritet – og partiets problemer - er det såmænd ikke usandsynligt, at du få år senere kunne være blevet partiets redningskrans og fornyer: Guderne skal vide at dit gamle parti ofte har haft behov for det – ja, sagt i denne snævre kreds stadig har det. Men du ville hellere være noget andet – dig selv, en friere fugl, men stadig i offentlighedens tjeneste. Det var et tidligt tegn på den høje standard og integritet, der er dit kendemærke, at du gik – men uden at smække med døren. Selv om det kunne have været fristende, valgte du hverken at kaste skidt på dit parti, eller på den Christiansborg-verden, du forlod; hvilket er så meget desto mere bemærkelsesværdigt i lyset af hvor mange gode grunde du kunne have haft til at gøre det første, og hvor megen hurtig anerkendelse du havde fået i offentligheden, hvis du havde gjort det sidste. Men sådan er du ikke – og den respekt for det politiske liv, som du har bevaret, selv om du har fravalgt det, er en af de ting der gør dig til en fornem, og netop demokratisk, publicist.

Du har ikke fortrudt dit valg – det kan siges med stor sikkerhed, ikke bare fordi du udstråler glæde ved dit virke, men fordi du helt sikker har fået adskillige politiske tilbud om at fortryde det, som du har sagt nej til – og vi andre har bestemt heller ikke grund til at fortryde dit valg. Du begyndte uden dikkedarer at arbejde som journalist, og demonstrerede, at din karriere ikke havde givet dig nykker, men at du var stand til at arbejde professionelt som en del af holdarbejdet på et stort dagblad.

Der gik ikke mange år får du blev chef på – eller rettere i - den store bøvlede og besværlige mediearbejdsplads, der hedder DR. Jeg ved ikke, hvor inspirerende de år var på de indre linjer, men også her formåede du at tilføre din chef-rolle en klar evne både til kritisk selvrefleksion, og til de markeringer af fagets etik som mange mediechefer ofte glemmer i en blanding af loyalitets- og bekvemmelighedshensyn.

Og så blev du studievært i DR2 – den gennemgående figur i Deadline, den, der fra starten ramte rollen bedst, og den som stadig bedst får den saglige spænding, det nøgterne, men intense engagement ind i stuen, der gør dialogerne og duellerne i den udsendelse til noget af det bedste public service-fjernsyn, der udbydes. Som studievært med holdningsstof på dagsordenen er du en indirekte publicist; det er ikke dine egne holdninger, der skal frem, og din evne til at vende den kritiske brod i begge retninger er professionel i ordets bedste og stærkeste betydning. Men selv om man kan være i tvivl om – sådan som man også helst skal være det – hvor du selv står mellem aftenen ofte to kombattanter, så er man ikke i tvivl om, at emnet er vigtigt; det vedkommer dig, og det brænder igennem skærmen og kommer dermed til at berøre seerne og den demokratiske offentlighed.

Men selvfølgelig kan dit engagement ikke nøjes med at komme indirekte til udtryk. Derfor er det da også – foruden via mange vigtige offentlige hverv og roller i gode sagers tjeneste – i en årrække kommet til udtryk i Politikens spalter. Her, i det trykte medie, finder vi publicistikken i dens klassiske, rene form, og her har du fundet og ramt en stadig mere markant og vedkommende stemme. Det er i sidste ende det, der gør dig til det indlysende valg som modtager af årets Publicistpris, som du er.

Det er fristende at begynde at læse brudstykker op, eller opregne dine største hits. Det skal jeg spare dig for – en lang række af de nyeste er da også lige til at gå til på nettet. Men to ord om, hvad det er, der gør dem så gode:

I en tid hvor henvendelser til offentligheden ofte enten er så personlige og subjektive, at de mere ligner en blanding af skrig og klynk end et ræsonnement – eller omvendt er så teknokratiske, abstrakte og upersonlige, at mennesket bag – og dermed de mennesker, det drejer sig om – glider helt ud af fokus – så formår du at forme det personligt prægede, men samtidig argumenterede og saglige standpunkt. Da du som den første med virkelig tyngde tog fat i statsministerens første nytårstale, og pillede hans problematiske angreb på de såkaldte smagsdommere fra hinanden, gjorde det ondt på den lejr, de fleste stadig forbinder dig med – men du fik udstillet cand. polit. Anders Fogh Rasmussens populisme, og jeg fornemmer det har hjulpet – lidt. OG når du tidligt i den standende krigsdebat stillede det simple krav, at vi snart må holde med bare at analysere og rapportere og tage stilling til den Irak-krig – ja, da kom du både de store demonstrationer i forkøbet, og stillede os alle sammen over for en udfordring, der ikke bliver ringere af, at Folketinget stadig ikke har mandet sig op til at mene noget – og jeg såmænd også selv stadig sidder på stakittet.

Ikke flere eksempler: Du gør det godt, fordi du aldrig pjatter, men fordi du argumenterer, fordi du kan skrive, fordi du har både hjertet og hjernen med, og fordi din integritet er så høj, som den er.

Du er kort sagt en rigtig publicist – en af de bedste.

Tillykke med det.

TALEN FRA CONNIE: Her er, hvad Connie Hedegaard svarede, da hun fik Publicistprisen 2003:

TAK. 1000 tak for den smukke motivering - som selvfølgelig også er alt for smuk (det ligger vel lidt i genren...?) - meeen... det gør jo ikke just motiveringen mindre forpligtende. En særlig tak til dig Tøger for, at netop DU lagde ansigt til... Og tak naturligvis til Tuborgfondet og underdirektør Roelsen for den materielle del af festen.

At modtage Publicistprisen er lidt som at rykke op i en ny division - det forpligter i næsten skræmmende grad, når man ser sig om i en forsamling af mennesker, hvis professionalisme man på forskellig vis nærer dyb respekt for og for nogles vedkommende jo har beundret ganske langt tilbage. 1000 tak fordi I vil have mig med ind i Jeres fine selskab. Det er jeg stolt over. Måske jeg også er det i særlig grad, fordi det jo ikke kan nægtes, at min indgang til journalistikken blev lidt bagvendt - også mere bagvendt end den unge litt.vid.stud. i sin tid havde tænkt sig. Det der med at rykke over i journalistikkens verden forsynet med et stort (parti)politisk rygmærke - ikke de-cideret brændemærke, meeen... - kræver det jo lidt tid at gøre sig fri af. Ikke mindst i andres øjne.

Til gengæld er jeg så så privilegeret nu at være lige præcis dér, hvor jeg gerne vil være. At sidde dér og være med til aften efter aften at bestyre et efterhånden ikke helt ubetydeligt forsamlingshus for de samfundsinteresserede danskere er et privilegium - OG en forpligtelse. Oven i købet må vi på Deadline også have holdninger til tingene - vi skal ikke kun stille neutrale HV-spørgsmål - i Dead-line må vi også gerne mene noget, som man selvfølgelig både har ret og pligt til det i klummerne. Det ER noget underligt noget det med at lave direkte fjernsyn: Man sender noget ud i det blå - man gør det nu, lige nu, det er live og kan ergo ikke gøres om. Det giver en særlig spænding - det kræver også en særlig koncentration på begge sider af bordet; Men det giver jo også næsten ubegrænsede muligheder for at noget/et eller andet, kan gå galt. Og det gør det jo så også ofte. Ikke at seerne nødvendigvis reagerer af dén grund. Næh... som oftest råder tavsheden. (Subsidiært seertallene. Som Havel har sagt: Det er meget mærkeligt med fjernsyn - Hvis der er sendt noget virkelig bras, og der har været mange seere, der overværede katastrofen, ja så siger man ikke: Nej, hvor forfærdeligt - næh, man glæder sig over det høje seertal...) Nu er ”for mange seere” ikke Deadlines allermest tyngende problem... og i det hele taget har vi jo fået lov til at insistere på, at det stadig må være muligt at være massemedium uden nødvendigvis at skulle søge at henvende sig til alle på en gang. Og et forsamlingshus på efterhånden den rigtige side af de 100.000 er jo også et pænt stort forsamlingshus.

Men som oftest er ens egen dom den hårdeste. Ens ærgrelse over det, der ikke lykkedes, kan blive siddende i kroppen ganske længe - og man ER jo sårbar, eftersom makværket ER sendt ud! Det spørgsmål man burde have stillet men som der ikke blev tid til, eller som man glemte, eller som interviewet af uransagelige årsager (eller somme tider alt for let ransagelige) årsager drejede væk fra, så det blev umuligt at vende tilbage til... det nager og plager én - måske også næste dag, når en ny udsendelse truer... Også selv om min 1. kollega på Deadline Frank Esmann altid sagde: ”Husk, det er bare fjernsyn...” Og skulle man undtagelsesvist selv være tilfreds, ja så skal efterkritikken nok vide at bringe én på andre tanker.

I kender det selv det med, at den enkelte redaktion - af også mange gode grunde - bliver så overfokuseret på det, der ikke lykkes... Og netop i forhold til den udsathed man føler dér alene i værtsstolen, ja så er det et fantastisk dejligt rygstød at få, når professionelle mennesker, der kender præmisserne - mange af Jer har selv prøvet det - via en pris tilkendegiver, at ”Jo, men: Vi kan godt se, at du/at I prøver.” Det at nogle bemærker bestræbelsen er med til at man - at jeg - tør bevæge mig også derud, hvor resultatet - svaret/reaktionen - ikke er givet på forhånd, men hvor der måske til gengæld er en ekstra pointe, en ny nuance at hente. Det gælder også klummerne - når man sidder der foran den tomme skærm og tænker: Hvem er jeg, der nu skal belemre verden med min uforgribelige mening/analyse/input til den videre debat.

Igen: Nogle tror sikkert, at for sådan nogle som os - mennesker med meninger - der er det snarere et spørgsmål om ikke at kunne lade være - og det er måske også en del af sandheden; men man blotter sig jo også en lille smule - hver gang. Og aner dybest set heller ikke dér, hvordan det modtages derude.

Det med holdninger - og meninger - skal jo doseres med måde; men mit grundsyn er, at eftersom der bag ethvert journalistisk valg jo ligger en holdning - et nyhedssyn - så må vi også stå ved, at sådan er det.

Ikke at vi skal lave politiserende journalistik, naturligvis ikke. Men vi skal stå ved, at vi ikke bare er dem, der refererer ”de andre”, de rigtige magthavere. Vi foretager - ud fra hver vores horisont, viden, indsigt og forståelse af hvad der er væsentligt og mindre væsentligt, ud fra vores tro på hvad læseren/seeren kan kapere, en evig afvejning: Hvordan skal vi gribe det her an? Hvor skal vi lægge snittet - hvad er vinklen? Hvad er første spørgsmål, og hvem skal have det - Hvem skal inviteres ind? Skal vi lave et lille rask slagsmål mellem Frank Aaen og Pia Kjærsgaard, om... ja, ligegyldigt om hvad, underholdende skal det jo nok blive, når de råber i hvert sit verdenshjørne, og tiden går jo så da.... - men noget stort bidrag til den demokratiske debat bliver det jo sjældent...

Med denne magt til at vælge - og til at vælge fra - følger et ansvar - et medansvar for samfundsdebatten, som man må vedstå sig, i samme øjeblik man vover at lægge beslag på det, der iflg. Milan Kundera er det moderne menneske knappeste ressource: Opmærksomhed...

Mens jeg var på Berlingske Tidende skrev jeg en længere serie om demokrati og deltagelse, om dialog mellem folkevalgte og folk og sådan noget... Åbningsartiklen var lang - også for lang syntes redaktionssekretæren, som med et tonefald, der antydede, at han ikke rigtig selv troede på, at det nyttede noget, så forsøgte han dog at belære mig: Altså, Her bedriver vi journalistik - ikke folkeoplysning.

Se, at journalistik og folkeoplysning ikke er det samme, det... er jeg helt klar på. Det er unægtelig også et udsagn, der er et vist empirisk belæg for. Men jeg kan ikke acceptere, at journalistik og folkeoplysning nødvendigvis er uforenelige størrelser. Og i hvert fald synes jeg, at det i en tid, hvor begreberne somme tider fjerner sig unødvendigt langt fra hinanden - bl.a. fordi for mange både i pressen og blandt politikerne er fælles om at undervurdere borgerne - er en forpligtelse i det mindste at forsøge at trække i den anden retning - f.eks. ved at spørge: Kan dette gøre folk klogere? Er det relevant? Er det væsentligt? Deri ligger ingen garanti for et godt resultat; men at I sætter pris på bestræbelsen, er jeg meget taknemmelig over - og jeg ved, at mine kolleger på Deadline-redaktionen også vil være det.

I brevet fra Bent A. Koch stod der, at: ”... efter Tøger S. taler prismodtageren.” Nu er jeg jo vant til at det altid er en god idé at vide: Hvor lang tid har vi - er det 5 min., 10 min. eller forventede man måske et helt højskoleforedrag...???

Jeg HAR forstået at det ikke var det sidste, så.... det er lidt ligesom på fjernsyn: der er den tid, der er - og så må man altså prøve at få sit hovedbudskab frem på den tid, der er afsat. Og tiden ER gået - ikke ”Tak fordi I kom” - men tak fordi jeg måtte komme (Henius) TAK for opmærksomheden... Hjertelig TAK for Publicistprisen 2003.

CUBA-TUREN GIK TIL GRÆKENLAND: Vi måtte desværre aflyse den planlagte tur til Cuba næste år. Da det kom til kontanter, ville kun syv med, og da vi skulle være 25-30 for at holde budgettet, var der ikke andet at gøre. I stedet tog vi ned til næste vært for de olympiske lege, Danmarks arvtager som EU-formandsland og mit andet hjemland, kort sagt Grækenland. Det blev 6-11/5.

GØR PUBLICIST-HJEMMESIDEN TIL DIN "FORETRUKNE": Hvis du vil være helt på forkant med udviklingen i din klub, kan du gøre vor hjemmeside til din "foretrukne", som det hedder. Det betyder, at så snart du går ind på internettet, er det automatisk den, der kommer frem. Derfra kan du naturligvis gå videre til alle mulige andre sider. Det er totalt gratis. Du gør sådan: når du er inde på vor hjemmeside, klikker du på "Funktioner" øverst på siden og derpå på "Internetindstillinger". Følg så anvisningerne og tast "publicist.dk" ind. Til slut "OK". På de fleste browsere behøver man ikke en gang de tre w'er.

TOPAKTUELT JULEMØDE: For første gang i min tid gik vi groft over sluttidspunktet ved et debatmøde - en hel time blev vi forsinket, fordi vor juletaler, fhv. statsminister og fhv. partiformand Poul Nyrup Rasmussen af let forståelige grunde var nødt til at deltage i Socialdemokratiets første og viste det sig siden stærkt stormomsuste gruppemøde efter formandsskiftet. Det, der endte med valg af fire poster - to til Auken-fløjen, to til Lykketoft-fløjen og nul til Nyrup-fløjen. Derfor ankom han først til Hotel Imperial 14.15, et kvarter efter at vi skulle være gået hjem. Heldigvis blev vi holdt telefonisk underrettet hele tiden om hvornår han kunne ventes at komme, og selv om en del måtte gå i tillid til, at vi sluttede præcist, blev endnu fler siddende og fik et spændende møde med ikke færre end to Nyrup'er, idet vi havde fået Mogens Jensen, hans fantastiske imitator, til at indlede den rigtige Nyrups tale til forsamlingen. Som Nyrup.

DYREHAVEN: Aftenmødet hos de brølende kronhjorte blev en succes - som et medlem skrev til mig bagefter: "Mange tak for en udbytterig, underholdelse og oplevelsesrig aften i Dyrehaven. Skoven har med ét ændret indhold. Jeg vil fremover gå skovture på en anden måde end før." Vi var et halvt hundrede stykker, som bagefter spiste hakkebøf - de fleste af dådyr! - hos Peter Liep. Jeg vil være glad for tilbagemeldinger om det positive eller negative i aftenmøder.

TEATERPLADSER: Et medlem har meldt sig ud, fordi hun syntes, hun sad for dårligt i Stærekassen til ”Onkel Vanja”. Vedkommende havde tilmeldt sig tidligt og troede, at ”først-til-mølle-princippet” også gælder selve placeringen. ”Først-til-mølle” gælder kun, om der overhovedet er plads, for vi kender ikke udsigten fra de enkelte pladser i de enkelte teatre. Vi henstiller, at vi straks bliver gjort opmærksom på det, hvis andre får samme problemer, så vi kan prøve at gøre noget ved det, mens vi endnu er i teatret.

NY ADRESSE?: Husk at give vort kontor besked, når I skifter adresse. Ellers risikerer I at gå glip af at komme først, når vi har gode tilbud.

BESØG VORE SKÅNSKE VENNER:PK Södra Den svenske Publicistklubs Malmø-afdeling) er så venlig at sende os sit medlemsblad. Vi er velkomne til at deltage i deres arrangementer. Som regel er varslerne så sene, at vi ikke kan nå at få tilbudene ud med vore egne medlemsbreve, og tit er de så sene, at vi heller ikke kan nå at få dem med her på hjemmesiden, men for nylig var der to gode muligheder. Se under klub-kalenderen hvad der skete i Helsingborg om aftenen den 4. juni for kun 100 svkr. Og her kommer den helt store mulighed, der dog kun gælder til 1. juli 2003, så sælger PK Södra sit hus i Athen, fordi det bliver brugt for lidt. Samtidig kan jeg fortælle, at SAS' ny lavpris-selskab flyver København-Athen-Købrenhavn for kun 830 kroner inkl. skatter og afgifter.

STUDIEOPHOLD I ATHEN: Den svenske Publicistklubs Malm¨-afdeling PK Södra klager over, at for få søger det hus i det centrale Athen, de hidtil har haft adgang til for - hold godt fast - 400 svenske kroner for 14 dage. Huset ligger fem minutter fra indgangen til Akropolis (ikke i det turistplagede Plaka-kvarter, men på den modsatte side "i en bydel med almindelige mennesker, restauranter uden turistmenuer, gadegrønthandlere og småbutikker uden souvenirer". Det har Mikis Theodorakis som nærmeste nabo. Det indeholder tre soveværelser, et for PK-medlemmer, et for Författerförbunds-stipendiater og et mindre gæsteværelse for eventuelle andre besøgende. Det er moderne, men ikke luksusudstyret. Ud over de nævnte værelser er der en stor kombineret dagligstue/minikøkken (fuldt udstyret), en skyggefuld terrasse og en solterrasse med bord og stole på taget, hvor husets værtinde bor i et lille ekstrahus. Fælles er også badeværelse med brusebad og toilet. Huset rengøres hver anden uge, hvor der også skiftes lagner og håndklæder. Efter husets gæstebog at dømme har gæsternes oplevelser svinget fra mareridt til ren drømmetilværelse. Lilith Waltenberg, der skriver om huset i PK Södras medlemsblad, vil efter et tougers ophold i marts give det 7 point på en skala fra 0 til 10. Selv om den svenske Publicistklub formelt holder op med huset pr. 1. juli 2003, er der her i juni dukket en spinkel mulighed op. Se ovenfor. De gamle regler var disse: Man kan søge om to eller fire uger, hver uge koster 200 kroner. Man bør opgive mindst tre forskellige ønskeperioder (ugenumre) og vedlægge en kort motivering. Rejsen til Athen må man selv betale. Ansøgningen skal omfatte navn, adresse, fødselsår, det år man meldte sig ind i den svenske Publicistklub (vi andre gør højt og tydeligt opmærksom på, at vi kommer fra den danske og bruger dét årstal, og vi må være forberedt på, at svenskerne har førsteret) samt oplysning om nuværende journalistisk/publicistisk virksomhed. Man kunne skrive til: Publicistklubben, Långholmsgatan 19, S-117 33 Stockholm og mærk kuverten "Atenhuset" uden h. Man kunne også faxe på 0046 8 720 78 30 eller sende e-mail: pk@foreningshuset.com. Se øverst oppe, hvad man kan prøve nu om stunder.

GENERALFORSAMLING 2002, PUBLICISTPRIS OG BBC-BÅND: Så lykkedes det omsider at få vist det så omtalte tv-interview, BBC's Tim Sebastian havde med udenrigsminister Per Stig Møller. Takket være Flemming Hedemark, der havde en privatkopi, rullede vi det umiddelbart før generalforsamlingen.

På den blev Otto Leisner valgt til dirigent. Jeg aflagde beretning - elementerne i den, listen over årets begivenheder, kan ses her på siden under klubkalenderen. Beretningen blev godkendt.

Derpå løftede kasserer Tim Johnson sløret for regnskabet, der var endt med et underskud på lidt over 30.000 kr. Især fordi vi i i flere år havde glemt at regulere sekretær Kirstens løn, og fordi vi var løbet ind i uventede EDB-vanskeligheder. Hvert af punkterne belaster 2001-regnskabet med 20-30.000 kroner. EDB-problemerne gentager sig forhåbentlig ikke, men Kirstens løn skal jo løbende reguleres, og efter at vi nu i otte år har haft uændret kontingent, er tiden derfor kommet til at vi må sætte det 10 kr. op pr. md. Det er en forhøjelse på 17 pct. Forbrugerpristallet er i samme periode steget 19. Regnskab og kontingentforhøjelse blev godkendt.

Tim anbefalede, at de af klubbens medlemmer, der har lyst til og mulighed for det går over til udelukkende at modtage klubmeddelelserne pr. e-mail. Hvis alle gør det, vil det spare klubben for mindst 50.000 kr. om året.

Tim beklagede ikke at kunne fortsætte som kasserer. Hans arbejdspres på TV2Syd er steget, og det har vist sig at være mer upraktisk end ventet at bo i Kolding, når kontoret og bestyrelsesmøderne er i København. Kassereren er ikke generalforsamlingsvalgt - bestyrelsen har bedt revisorsuppleant Jørn Thulstrup overtage posten. Tim fortsætter som suppleant i bestyrelsen. Til at erstatte Jørn som revisorsuppleant valgte generalforsamlingen Ole Poulsen. Alle øvrige valg var genvalg.

Bestyrelsen fremlagde forslag til tydeliggørelse og opdatering af lovene. De blev vedtaget.

Lodtrækningen om årets fremmødepris - rentepenge på 1.500 kr. efter en gave fra British Import Union - blev vundet af bestyrelsesmedlem Michael Blædel, som derved bestyrkede den forunderlige tradition, at den stort set altid tilfalder et bestyrelsesmedlem.

Straks efter generalforsamlingen blev Publicistprisen uddelt. Tidligere prismodtager Lise Nørgaard motiverede den. Årets prismodtager er Ole Rasmussen, Politiken, for At Tænke Sig og på det seneste tillige Sket i Ugen. Prisen er skænket af Tuborgfondet. Alle tidligere prismodtagere plus klubbens æresmedlem Bent A. Koch bestemmer, hvem der skal have den.

VAR DER PLADS?: Det hænder, at medlemmer er i vildrede med, om der var plads på det arrangement, de har meldt sig til. Hvis ikke de har hørt andet, ER der. Vi har været ude for, at medlemmer udeblev fra et møde, de havde meldt sig til, fordi de ikke havde hørt noget. Det er synd for dem, og det er synd for dem, der måtte stå på venteliste, for vi tør ikke lade dem komme til, før vi ved hvor mange af de tilmeldte, der udebliver. Det ville lægge en urimelig arbejdsbyrde på kontoret, hvis det skal skrive/ringe til alle, der KAN komme med. Normalt er det jo langt, langt de fleste. Derfor har det i al den tid, jeg kan huske, været praksis, at vi melder på klubbens telefonavis, hvis der er arrangementer, som er helt udsolgt, så vi derved standser yderligere tilmelding. Og vi underretter direkte dem, der inden dette tidspunkt har nået at sende tilmelding ind. Hvis I er i tvivl, ring derfor til telefonavisen og hør, hvad den siger, før I melder jer.

BILLEDER FRA VORT BESØG PÅ KØBENHAVNS RÅDHUS: Vort medlem, Søren Duus Østergaard, har været så venlig at forære os nogle digital-billeder fra klubbens besøg på Københavns rådhus i begyndelsen af november. Efter en spændende rundtur til upåagtede hjørner af det store hus endte vi i festsalen til debat mellem københavnervalgets to hovedpersoner, Jens Kramer Mikkelsen, der fortsætter som overborgmester, og Venstres Søren Pind, der var lige ved at gøre ham rangen stridig. De fleste billeder giver sig selv - måske med undtagelse af det af skrivemaskinen. Det er Nyrops. Ikke Nyrups, den afgåede statsministers, men Nyrops, rådhusets arkitekt. Den står oppe i Nyrops mindestue ikke langt fra gavestuen, hvor en del af de mange gaver, kommunen har fået i tidens løb, står. Bl.a. den fra kejser Haile Selassie. Vi takker Søren, og hvis andre vil dele deres digitale optagelser fra klubbens arrangementer med os andre, er de velkomne til at sætte sig i forbindelse med mig.

MANGE PÅ INTERNET: Danmarks Statistik oplyser, at 4. kvartal 2001 havde ikke færre end 74 pct. af befolkningen adgang til internettet, enten hjemmefra eller på arbejdspladsen. HUSK AT OPLYSE DINE E-MAIL ADRESSER til kontoret, så du kan få hurtigere besked om vore arrangementer, og så klubben kan spare porto.

JULEMØDET 2001: var på Hotel Scandinavia torsdag den 6. december. Forfatteren Bo Lidegaard fortalte om det spændende tobindsværk, han har skrevet om J.O. Krag.

AMBASSADØR GILLON AFLYST: Vi havde en aftale med Israels ambassade, at den ny og meget omdiskuterede ambassadør Carmi Gillon skulle komme til møde hos os snarest belejligt. Hans presseattache svarede, at det ville være ambassadøren en ære at komme, men at han godt ville vente til han havde været hos dronningen og dermed var blevet ambassadør også formelt. Dronningen modtog ham 12. september, men under indtryk af de voldsomme begivenheder i USA dagen før foreslog ambassaden, at vi udskød mødet. Vi var de første, der spurgte, og svarede derfor, at vi godt forstod den ny situation, og at det var i orden med os så længe han bare kom først til os. Nu opdager vi så tilfældigt, at han talte i Udenrigspolitisk Selskab den 24. oktober. Ambassadøren må naturligvis selv om, hvem han vil tale til hvornår, men vi kan ikke lide, at ambassaden siger et til os og tilsyneladende noget andet til andre uden i det mindste at underrette os først. Vi betragter derfor arrangementet som aflyst.

HUSK AT MELDE FRA: Men husk venligst at melde fra, hvis I ikke kan tage med alligevel. Vi vil så nødig sige nej til nogen, hvis det kan undgås, så vi bestiller bus efter hvor mange der har meldt sig. Hvis vi havde vidst, at to udeblev uden afbud onsdag morgen havde vi kunnet nøjes med en mindre bus, der tilmed i modsætning til den store, vi altså uden grund havde bestilt, var udstyret med toilet og køleskab til drikkevarer undervejs. Desuden var vi kommet afsted uden den forsinkelse på et kvarter, vi nu løb ind i for ikke at køre fra nogen.

KARSTEN MADSEN: Da Karsten Madsen blev chef for Berlingske Tidende og vi lavede møde med ham, havde 89 havde meldt sig ved fristens udløb.sten Vi disponerede lokale efter det. Det kunne rumme 90. Men 100 mødte op, og det gav alvorlige problemer, som kun blev løst, så nogenlunde da, fordi vi var så beklageligt heldige, at der var nogen, der ikke kom. Det er dejligt, der kommer mange til vore møder, men husk at melde jer i god tid og husk at melde fra, hvis I alligevel ikke kan komme.Tjek også, om jeres eventuelle faxer er gået korrekt igennem. Vi får hver gang nogen, der kun er transmitteret delvist, så vi ikke ved, hvem der har sendt dem. Denne gang var der tilmed nedbrud på s-togsnettet, så adskillige medlemmer uden egen skyld blev stærkt forsinket. Det sker, men netop derfor kan vi ikke disponere over de tomme pladser før normalt en time ind i mødet, altså når debatten begynder. Så risikerer vi til gengæld at brænde inde med den mad, der er bestilt forgæves, og derfor er vi nødt til at kræve betaling for den. Ellers er det jo alle de andre medlemmer, der skal betale. Vi gør hvad vi kan for at mingelere, men selv om det går godt nogle gange, skal man ikke stole på, at sekretær Kirsten kan klare det hver gang.

PRIK: Erik B.Larsen, vort æresmedlem Prik, blev bisat ved en smuk højtidelighed i Kerteminde Kirke. Prik blev 81. Han blev medlem af vor klub i 1958, var først medlem af bestyrelsen en årrække og blev derpå kommitteret. Han døde onsdag eftermiddag den 5. september 2001 på Hvidovre hospital. Der havde han ligget i flere uger. Han var blevet opereret for en svulst på tyktarmen, syningen holdt ikke, og trods massiv indsats på intensiv afdeling med antibiotika var der altså ikke noget at gøre. Prik blev mindet på Karsten Madsen-mødet. Prik blev 81 - mange vil huske hans 80-års dag som vi takket være daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens store velvilje fik lov at holde på Marienborg, fordi det i sin tid var Prik der var først med historien om, at Marienborg i fremtiden skulle være statsministerbolig. FRA MEDLEM TIL MEDLEM: På opfordring fra vort i alt fald den gang yngste medlem Ali Meister - senere bedre kendt under navnet Astrid Helene Meister, en tid på TV2's kriminalredaktion - har vi åbnet en side, hvor medlemmerne kan skrive til hinanden, udveksle erfaringer,søge journalistisk hjælp og svare på hinandens indlæg. Klik på "Fra medlem til medlem" nederst på forsiden, så er du på. Brevene bliver stående mindst tre måneder. Man kan skrive på siden uden videre, men hvis man vil have slettet et af sine indlæg helt eller delvist skal man maile til vor webmaster.

RYST KONVOLUTTEN - VEND BREVET: Når vi sender medlemsbreve ud, prøver vi at økonomisere så meget som muligt. Sådan et brev koster nemlig rundt regnet 4.000 kr. af medlemmernes penge. Derfor sparer vi så vidt muligt porto ved at sende besked ud om arrangementerne to og to. Derfor sparer vi så vidt muligt papir ved at skrive på begge sider. Med markering nederst, at man skal vende. Alligevel har vi været ude for, at folk kommer til at overse et arrangement, simpelthen fordi det ikke gik op for dem, at der også stod noget på den anden side. Vi har sågar været ude for, at et medlem ikke opdagede, der lå to ark i konvolutten og derfor kun læste det ene.

FORSIKRINGSTIPS: Der kan være stor forskel på prisen på rejseforsikringer og afbestillingsditto. På http://www.forsikringsagenten.dk er der mulighed for at sammenligne en del selskaber. Vær også opmærksom på, at hvis man rejser mere end en enkelt gang om året, kan det muligvis betale sig at tegne en helårsforsikring. Check med jeres normale forsikringsselskab eller http://www.ihi.dk, en underafdeling af sygeforsikringen Danmark.

JUBILÆUMSPRISERNE: Vi uddelte ingen jubilæumspris i år 2000 - derfor var der to portioner á 6.000 kr. til rådighed i 2001. De blev uddelt i forbindelse med mødet i Parken 5. april - de to prismodtagere er de to Danmarks Radio-journalister Kjeld Koplev og Nikolaj Ifversen.

Bestyrelsesmedlem Sidse Ewald motiverede vort valg sådan:

"Legatet gives for "værdifuld og lødig publicistvirksomhed", står der i fundatsen for Jubilæumsfonden. Hver for sig, med stor lighed men også med stor forskel, laver I to fremragende radioprogrammer for Danmarks Radios P1, "Herreværelset" og "Koplevs Krydsfelt".

Det er ikke programmer, der sendes i den bedste sendetid, selvfølgelig, det er jo seriøse, begavede programmer. Men alligevel bliver de hørt af mange onsdag og torsdag formiddag eller fredag og lørdag aften, i genudsendelse. Der er faktisk gået en slags intellektuel prestige i at høre programmerne, med og for folk af alle slags.

I forstår begge to at have kendte som ukendte mennesker som gæster og at gøre enhver skæbne eller historie vedkommende og interessant. I forstår begge at få jeres gæster tilk at føle sig trygge, at få dem til at slappe af foran mikrofonen, så de åbner for "de indre sluser", af og til så meget, så man bliver helt forbløffet foran højttaleren.

Researchen hos jer selv er i orden, også via jeres medarbejdere, så I kan hugge til, hvis der er noget, gæsterne glemmer at komme ud med, og sjældent siger de fra overfor spørgsmål!

Der gøres meget i radio og TV for at portrættere folk ved hårde interviews, nærmeste venners sjove, afslørende historier, musik, der skal holde kunderne vågne, og anden hittepåsomhed. Det undgår I, men får alligevel meget mere "på bordet" ved stilfærdig samtale.

I bund og grund er formålet med Jeres udsendelser og de andres det samme. En trang til at blive klogere på livet gennem andre mennesker, men man må sige, det lykkes bedst for Jer. Vi liyttere sidder ved krystalapparatet eller computeren og ved hvilken vare, vi får. Den er god, og tak for det.

Tak for Jeres gode programmer, tak til DR-guden, som lader Jer leve, og til lykke med legatet."

LORD NIELSEN: Den engelske ambassadør, Philip Astley, og vicedirektøren for det engelske flådemuseum i Portsmouth, Colin White, var i topform, da de besøgte os søndag den 1. april, dagen før 200-året for Slaget på Reden med udsigt fra Langeliniepavillonen til Trekroner og slagmarken, hvis det hedder sådan til søs. De svarede på vort spørgsmål "Hvordan kunne I dog gøre det mod os?" og havde medbragt to herboende ætlinge af lord Nelson himself, hans tiptipoldedatter Susanna Vedel og hans tiptiptipoldesøn Peter Vedel. Der var den gang også en tredje Nelson-efterkommer i Danmark, den amerikanske ambassadør Richard Nelson Swett, som vi mødte til julemødet året før om det amerikanske præsidentvalg. Hans næstkommanderendes kone er tilmed en efterkommer af Peter Willemoes, helten fra Kongedybet, så de har det nok hyggeligt...

Colin White endte med at antyde, at Slaget på Rheden måske alligevel blev vundet af en dansker, for Nelson stammer fra Østengland, hvor de danske vikinger prægede landskabet temmelig effektivt. Nelson kunne godt ligne sådan en, og der er ikke langt fra Nielsen til Nielsen...

Vort medlem, Søren Duus Østergaard, tog billeder ved mødet. Vi gengiver tre af dem her på vor hjemmeside - gå tilbage til forsiden og klik på "Slaget på Rheden" nederst til højre. Man kan indstille sin computer, så den altid åbner på en bestemt adresse, når man tænder for Internettet. Gør vores side til jeres startside. Så er I altid opdateret.

Man kan altid finde nyeste nyt om vor gamle klub på vor internet-hjemmeside, http://publicist.dk * Hvis du kan nås pr. e-mail, giv os da snarest din adresse, gerne både derhjemme og på jobbet, hvis du har begge dele *

NY E-MAIL: Vi har forenklet vor e-mail-adresse: nu kan man skrive til os på post@publicist.dk. Enklere kan det vist ikke være. Og den ny adresse har den fordel, at den automatisk udløser et svar fra vor maskine, når din mail er nået frem. Den gamle e-mail-adresse fungerer dog stadig, i alt fald indtil vort nuværende lager af brevpapir er brugt op.

HUSK AT MELDE JER: 81 havde meldt sig til mødet med historikeren Søren Mørch om hans statsministerbog. Det er jo dejligt. Men 103 mødte op, og selv om det på en måde er endnu mere dejligt, gav det ikke mindst køkkenet store praktiske problemer. Når man med minutters varsel skal trylle 22 ekstra portioner frem af den frokostret, 81 allerede har bestilt (det ville jo se sært ud at spise de sidste af med en rullepølsemad) samt skaffe plads til dem i et lokale, der er valgt, fordi vi tror, der kun kommer 81, som ikke behøver højttaler, ja så skal der mere end en høj grad af professionel dygtighed til.

Den professionelle dygtighed HAR Hotel Imperial naturligvis, men der var nerver på ved mødets start. Det laver jo også mad til andre. Utroligt, at det lykkedes de dygtige mennesker, men de har meget forståeligt indprentet os, at den slags altså ikke går en gang til.

Det er også synd for dem, der har meldt sig i tide, og som nu kommer til at sidde et sted hvor det kniber med at høre, fordi andre uden videre har taget deres plads.

Vi er glade, når der kommer mange, men der må et vist system til: så husk at sidste frist for tilmelding er dagen før kl. 12. Undertiden KAN vi også klare det efter dette tidspunkt, men det kræver forudgående aftale med sekretariatschef Kirsten. Hvis I får brug for en tilmelding - eller afmelding - efter fristens udløb, send så en fax eller læg besked på klubbens telefonsvarer. Så gør vi alt hvad vi kan, og hvis I anfører telefonnummer, prøver vi også at ringe jer op for at sige, om det lykkedes.

FØRST TIL MØLLE: Ved de mest populære arrangementer kan der blive udsolgt på forbløffende kort tid. Så føler de, der hverken har fax eller e-mail at de kommer bagest i køen. Det behøver de ikke. Ring til telefonsvareren, sig hvad klokken er, fortæl hvad det er I vil, og put derpå straks tilmeldingen i posten. Så er det ikke postens ankomst, men telefonindtalingen, der angiver jeres plads i køen. Et enkelt medlem har troet, at "først-til-mølle" også gælder placeringen ved fx. revy- og teaterbesøg. Det gør det ikke. Vi kender ikke forholdene de enkelte steder. Hvis I ved ankomsten opdager, at der er problemer med at se, bør I straks henvende jer til Kirsten eller mig, så vi kan undersøge, om der er noget at gøre.

FORKØRSLER: Med jævne mellemrum har medlemmerne mulighed for at komme med til forkørsler på særlige film. Tidspunkterne besluttes næsten altid så sent, at vi ikke kan nå at skrive ud om det, og i betragtning af de ret få der kan deltage, er det også sin sag at bruge 3-4.000 kroner af klubbens midler til at skrive ud til hele medlemskredsen i den anledning alene. Derfor fortæller vi om disse forkørsler på telefonsvareren, så snart vi ved besked. Ring derfor hyppigt til os, også udenfor telefontiden.



THE GENTLEMEN OF THE PRESS?

1. marts 2001, af Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjergs tale ved modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001.

Hvornår går det op for én, at der findes noget, der hedder pressen? I mit tilfælde skete det tidligt. Ganske vist har ordet ikke været nævnt, men alle vidste, hvad en avis var, for den kom hver morgen og landede med en bestemt lyd i entreen. Det var mest brevsprækkens smæk, man hørte. Udover at det var spændende, hvad der stod i avisen, gjorde der sig i mit tilfælde noget ekstra spændingsskabende gældende, vi fik nemlig to aviser hver morgen: Politiken og Arbejderbladet (senere Land og Folk)og det der satte stemningen i vejret – eller gjorde den anspændt – var spørgsmålet om, hvem der skulle have hvilken avis først! Der var ingen tvivl om, at avisen fra Rådhuspladsen havde prioritet – selvom partdisciplin og alvor nok burde have skubbet arbejderavisen ind i opmærksomhedsfeltet som nr. I.

Selvfølgelig valgte min far først, og selvfølgelig tog han Politiken – hvilket siger noget meget klart om både hans og senere mit kavalléragtige forhold til det med det politiske. Det er der, og det er alvorligt nok, men det kan aldrig slå behovet for underholdning ud!

Først far så søn

Man ser billedet for sig: far og søn som i den fjerne morgenbrækning kæmper om adgangen til pressen og begge demonstrerer de samme præferencer uden at sige et ord. Det er en følsom situation med ophavets klare privilegier indbygget, og han fik da også næsten altid Politiken først, men han vidste at jeg sad på spring og nøjedes derfor ofte med en nådig og hurtig gennemgang af nyhederne, før han overlod bladet med »Tjavsa« og »Magasin Madsen« og »Hanne Hansen« til mig og med et uhørligt suk selv tog fat på den kommunistiske tvangslæsning.

Nu skal man ikke tro, at hjemmet var domineret af den totale venstreorientering, min morbror Niels Hakon Nielsen havde i mange år været direktør for de ferslewske blade, og da han havde sørget for at min mosters mand, Marino Paasgaard, blev ansat på Nationaltidende (Dagens Nyheder) som maskinmester fik vi i mange år (også efter at Hakon Nielsen var stået af) den konservative avis. Jeg etablerede aldrig selv et rigtigt forhold til Nationaltidende, for der var ikke de samme sjove tegneserier som i Politiken, der var i det hele taget ikke dette ekstra element af sofistikeret københavneri, som uanset om man tilhørte den højere eller lavere eller mellemste middelklasse var sine qua non, hvis man boede indenfor en overskuelig afstand af hovedstaden eller hørte hjemme på broerne.

Carlo Cartoffelmoos

Allerede nu vil der tegne sig et mønster, for det er jo ganske indlysende, at den presse man lod sig påvirke af, var med til at bestemme ens livssyn, og at prioriteringsrækken her spiller en afgørende rolle. Jeg kunne ikke »læse«, da jeg første gang snusede til pressen, men mit barnlige instinkt førte mig i retning af tegneserierne, vittighederne og »At tænke sig«, og jeg har en fornemmelse af, at »Carlo Cartoffelmoos, Cementkoger,« »Fru Hald Cold Kylling« og »Professor Jubelcos lille logiske søn« tegnede sig tidligere og tydeligere i bevidstheden end Hitler og Stalin. Man skal ikke undervurdere pressens betydning som lokal-informator, og i den forstand var og er Politiken en provinsavis. Det er da også næsten overrumplende, når man tager bladet i hånden i dag og konstaterer, at dets virkelige originalitet og sunde radikalitet skal søges i tegneserierne, i Dagens tegning og i »At tænke sig« og ikke i lederne eller de såkaldte kultursektioner og bogtillæg. Det er »Strid« der får tanterne op af stolen med vilde råb og skrig af forargelse, og det er Ole Rasmussen og Co. der vover at placere kongehuset i afdelingen for spøg og skæmt, mens resten af pressen inklusive bladet på Rådhuspladsen åler sig gennem det royale mudder så man føler sig fedtet over hele kroppen og langt ind i lillehjernen.

Radisekommunist

Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at min far var radisekommunist: altså rød udvendig og hvid indvendig. Men ikke engang udvendig var han særlig rød, det lå slet ikke til hans temperament, han var alt for blid, alt for blød. Men grundholdningen var ikke til at tage fejl af: samfundet var ikke retfærdigt, samfundet skulle laves om, der var for mange der havde det for dårligt. Holdningen havde han ikke kun fra søsteren Sofie Rifbjerg, men også fra flere af kollegaerne på skolen, hvor han arbejdede, og det var meget karakteristisk, at der på samme lærerværelse gik både erklærede nazister og røde omkring og drak af den samme kaffekande, samtidig med at de udmærket vidste, at de var og måtte være hinandens dødsfjender selv i den usikre periode, hvor Hitler og Stalin et par år optrådte arm i arm.

Hvor bliver nu min mor af i alt dette? Hun var der naturligvis, meget stærkt tilstedeværende endda, og hun kom – frivilligt eller ufrivilligt – til at spille rollen som havkatten i hyttefadet, ikke fordi hun politisk var uenig med min far, tværtimod, hun var sikkert mere oprigtigt rød end han var, men fordi hun via blodsbånd naturnødvendigt måtte gøre konservatismen meget levende i familien. Kritikerne Kjeld Elfelt og Hakon Stangerup var hendes yndlingsnevøer, og de betragtede i mange år min mor som deres egen ekstramor eller storesøster fra engang i tyverne indtil det hele ramlede omkring begyndelsen af Anden verdenskrig.

Som man kan tænke sig, havde det noget med pressen at gøre, og det er da derfor heller ikke underligt, at opfattelsen af hvad en avis er for noget, efterhånden måtte være genstand for temmelig alvorlige omkalfatringer inden i hovedet på én. Jeg forstod f.eks. ikke rigtig sammenhængen, da jeg en dag under krigen så et billede af min fætter Hakon i et badekar, hvor vandet var helt sort, mens en flok sorte mænd, negere altså, tilsyneladende forsøgte at vaske ham hvid. Det handlede selvfølgelig om den berygtede affære, hvor Stangerup stod anklaget for at have benyttet negere til sine oversættelser og havde benægtet det – indtil han endelig gav køb og gik til bekendelse. At der var tale om en camoufleret hævnakt p.gr. af min fætters lidt for facile holdning til besættelsesmagten og aktive tilknytning til Dansk-Tysk Forening gik først senere op for mig.

Måske dagedes det her, at pressen spiller en anden og mere afgørende rolle som meningsdanner og nyhedsformidler end som leverandør af muntre tegneserier og københavnersnak. Pressen var åbenbart også noget, man skulle vogte sig for, den kunne rent ud sagt være farlig. Men har man sagt »farlig« må man i samme åndedrag sige »tiltrækkende«. Det var umuligt ikke at mærke den opstemthed, som greb de voksne, når der stod noget spændende i avisen, og jeg kan tydeligt huske den iver, hvormed min far greb avisen ved morgenbordet efter at han og min mor havde været til premiere på Kjeld Abells »Anna Sophie Hedvig« i Det Kgl. Teater for at se, hvad Frederik Schyberg nu skrev om stykket i sin anmeldelse. Det betød noget hvad der stod, det var helt afgørende, hvad Frederik Schyberg mente om teatret og Tom Kristensen om litteraturen, og det var ikke kun fordi feltet var snævrere og den københavnske horisont mere indskrænket, det havde også noget med anmeldernes bonitet at gøre, deres belæsthed, deres menneskelige format, deres modenhed og temperament, deres humanisme og engagement, ja kan blive helt rørt, når man tænker på, at en grundfæstet konservativ ånd som Kai Friis-Møller tårner sig op som en ægte frisindet i forhold til skaren af konjunktur-forstyrrede virrehoveder som tegner kulturfirmaet i dag, hvor man ofte har fornemmelsen af, at der kører en skjult dagsorden, hvor man tager mere hensyn til valgslægtskaber og koterier end til sagen selv og kvaliteten i det der skal bedømmes.

Som det vil fremgå, var det litteraturen og hvad der havde med den at gøre, som først og fremmest trak, når det gjaldt pressen. Og filmen og teatret, selvfølgelig. Selvom de næsten er glemt i dag ( i hvert fald når det gælder Kjeld Elfelt) så var mine to fætre faktisk toneangivende kritikere i deres tid, og uanset at de stod kilometervis til højre for min nærmeste familie, så var de noget, for de skrev nemlig i avisen!

Sovjetisk satire

Det er ikke helt let at gennemskue, hvorfor det efterhånden blev en besættende tanke, at det at skrive i avisen måtte være det fineste og mest spændende i verden. Men der er ingen tvivl, og måske har det et eller andet sted noget at gøre med, at tanken om, at man selv skulle kunne blive digter, var så fjern, at den aldrig rigtig fik lov til at manifestere sig. Men avisen! Den kom ind ad døren hver dag, og dér lå den duftende og dejlig på morgenbordet, ny og spændende og fuld af det alle de mennesker, men efterhånden kendte så godt, havde skrevet. Og tegneserierne og vittighederne var der jo stadigvæk, som de altid havde været.

Mit første indlæg i den danske verdenspresse havde da også noget med litteratur at gøre. Under anførsel af Hr. Bert. (d.v.s. Politikens teater-film- og litteraturreporter Herbert Steinthal) kørte avisen på Dag til Dag-siden en lille litteratur-leg, hvor læserne opfordredes til at indsende en stump af en aktuel bog, som i kort begreb kunne more eller oplyse læserne. Så vidt jeg husker, kunne man vinde et eller andet – måske en bog eller et par biografbilletter. Jeg havde netop læst de sovjetiske satirikere, Ilf og Petrovs »Tretten stole« og klippede en lille bid, der så vidt jeg husker, handlede om en grotesk motorcykeltur. Den kom i avisen, og selvom det altså var i beskeden målestok og decideret på anden hånd, så var mit bidrag umiskendeligt litterært!

Det var mit andet også, og jeg er den dag i dag flov over, at det var i form af et anonymt indlæg. Samme Hr. Bert havde i en notits skrevet, at Gregory Peck var udset til titelrollen i Moby Dick, og jeg kunne ikke dy mig, jeg måtte drille Steinthal ved at gøre opmærksom på, at Peck altså ville komme til at optræde som hval! Men jeg turde ikke skrive brevet under, og kvikheden kom af samme – udmærkede - grund ikke i avisen. Siden har jeg fægtet med åben pande og under eget navn.

Men som altid er jeg kommet vaklende og usikker til sagen, halvstuderet røver og akademisk fallent, som jeg er. Der var ingen journalisthøjskole dengang, og havde jeg søgt om optagelse, var jeg sikkert dumpet ligesom min datter Synne, der ikke kunne lukkes ind i journalistvarmen ad den vej, selv om hun prøvede. Vi kommer altså med noget andet je ne sais pas quoi. Jeg skrev en kronik hist og en liden novelle her, og selvom dagens pristaler, Jens Kistrup, som dengang redigerede Berlingskes kronik, var så venlig at opfordre mig til at skrive om »Barberingens glæder«, så lå det ikke tydeligt i kortene, at jeg skulle få en karriere som journalist, jeg vil snarere sige: bestemt ikke.

Outzes censur

Det blev imidlertid Børge Outze, der i den forbindelse optrådte som deus ex machina, men den historie er fortalt så tit, at den ikke behøver gentages her. Til gengæld kan det måske være interessant at få oplyst, at samme Outze var den første, der udøvede censur mod mig. Jeg havde i en tv-anmeldelse skrevet noget om, at Winston Churchill i en bestemt sammenhæng »vrinskede begejstret som den gamle krigshingst han er«. Det gik åbenbart ikke i modstandsavisen Information, i hvert fald ikke i slutningen af halvtredserne, og jeg har tit tænkt over det komiske i restriktionen, når man tager i betragtning, hvad Churchill selv har sagt om krigen og sit forhold til den: »Krig er for mænd den naturligste beskæftigelse af alle« og hvordan han en gang i The War Room under Anden verdenskrig, hvor en tilstedeværende general hvid i ansigtet af overanstrengelse bad om at få weekendfri, affejede ham med ordene: »What, what, aren’t you enjoying the war?«

1 2001 er det sjovt at tænke på, hvor forargelsestærsklen dengang ellers lå. Den omfattede naturligvis det meste af kønslivet og hvad man dermed forbinder. Det var – selv i den letfærdigere del af pressen – helt utænkeligt at bruge sjofle ord og udtryk. I dag ser man Fisseflokken omtalt i den berlingske avis, og jeg må tilstå, at jeg stadig får krydderen på tværs i halsen, når jeg ser det. En homoseksuel var en homoseksuel og bestemt ikke en bøsse. Lesbiske fandtes ikke, og når jeg skriver homoseksuel, så var homoseksualitet ikke et emne, man med særlig lyst beskæftigede sig med i den offentlige debat, der var jo tale om en afvigelse for ikke rent ud at sige en perversion. Selv den homofile Martin Elmer fik spat, da ordet »bøsse« begyndte at vinde hævd og skrev et forarget læserbrev om emnet og indkasserede et passende svar: »Hellere en glad bøsse end en sur homofil!«

Det er muligvis sandt, at alvoren grasserede, til gengæld holdt man mere igen med surheden dengang. og den altopslugende hippiekultur fra midten og slutningen af tresserne havde endnu ikke total-udryddet bohemen eller oggenokken fra presse- og kulturlivet. Det var fantastisk at observere professor Hans Brix på vej ind fra Hellerup til Pilestræde til fods læsende i en bog og med halstørklædet slået seksten gange om skulderen, mens en bred grundtvigianerhat skærmede det lærde hoved.

Uro i jernet

Eller man så redaktør Bølling fra Dagens Nyheder til aflytning af hørespil i Rosenørns allé, hive en spansk vinsæk frem og forfriske sig med den, før den gik på omgang til andre, der måtte have lyst til en tår rødvin på morgenkvisten. Her sad også Godnat-lille-Jumbo-Harald H. Lund med humørpropel og giffen-gaffen-guffen Københavner-vittigheder, flankeret af »Kragen«, Svend Kragh- jacobsen, der henrykt kom ind en dag og højlydt proklamerede sin glæde over på B.T.-hjørnets opslagstavle at have læst det løfterige budskab: »Stadig uro i jernet!«

Her traf man også den monokelbærende, utilnærmelige Ole Brandstrup og geniet Viggo Clausen, der ikke blot udtrykte sit mishag over de rædsomme forestillinger på teatrene i avisen, men også vred stolene i stykker under sig, mens han sad i salonen og gispede så højt, at skuespillerne måtte anstrenge sig for ikke at gå i stå og vende sig om for at se, hvad det var for en idiot, der sad og skabte sig på den utilbørlige måde. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det var ligesom pressefolk var mere røde i hovedet dengang end nu. Knud Poulsen, Dråben, var fantatisk rød i hovedet og Edvard Claussen, kampagnejournalisten, var så rød i hovedet, at man kunne have brugt ham som bagbordslanterne. De lyste op, folk kendte dem, de var stjerner og Cavlingspris-kandidater længe før Cavlingsprisen blev opfundet. De var vilde mænd og opsigtsvækkende ligesom en Rasmus-Stor-Modsat som Leif Blædel og den kulturradikale, supertalentfulde lynkineser Paul Hammerich. Man skal lede grundigt for at finde journalistisk chutzpah af samme karat hos vore dages journalister, men vi har dog både Lasse Ellegaard og Morten Sabroe.

Uskylden

Som antydet var der en vis uskyld over sceneriet. Ganske vist var døren til Bar des Artistes for længst smækket i og porten til den galopperende velfærdsverden og det store boom så småt på klem, men det var stadig ånden fra Weekendhytten og eftermiddagskoncerten fra restaurant Wivex og Kilden i Ålborg, der hang i luften. Man havde endnu ikke »kastet fortøjningerne« som kulturfilsofoffen Bjørn Poulsen formulerede det mod halvtredsernes slutning. Det var endnu ikke Arno Victor Nielsens og Claes Kastholm, Hansens og Lars Hedegaards og Bent Blüdnikows og Bent Jensens tid, man kunne stadig omgås kommunister, og man kunne umuligt forestille sig, at den dag skulle komme, hvor en afskyelig og destruktiv koldkrigsperiode blev afløst af en ny af endnu mere skummel og inkriminerende art. Den almene mistænkeliggørelse af de gode viljer burde være gået i graven med McCarthy, som det overvældende flertal dengang fandt modbydelig, men som nu har fået en foruroligende renæssance. Lad mig sige det lige ud: hele kampagnen mod de fhv. og nuværende venstreorienterede kan kun beskrives som »Surt show,« og surheden skal primært søges hos afsenderne.

Det gælder om at være både afbalanceret og retfærdig, når der fældes dom over pressen og dens rolle, så jeg iler med at tilføje, at alt fra dengang jeg begyndte at skrive i avisen og til dags dato ikke har været fremadrettet og progressivt, vorherrebevares. Der var masser »man ikke kunne, og som jeg har beskrevet ovenfor, sad forargelsen løst i ærmegabene og lussingerne faldt let og prompte, hvis man bevægede sig udenfor normerne. Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære »farmaceut« Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen. Det ville svare til, at man i dag bad den ligeså populære hr. Leth om at lette røven og finde vej ud af studiet. En enkelt kindhest ville måske blive uddelt, men opstandelse kunne der næppe blive tale om, og jeg er sikker på, at vi stadig i masser af år kommer til at nyde godt af denne TV-charmørs ulidelige lethed. Populær mekanik er kommet for at blive, og de gode råds profeter fylder ikke blot de glittede magasiners spalter uge efter uge, men også dagspressens utallige ekstra-sektioner og livsstils-tillæg, og der er ikke den mindste tvivl om, at hvis man en dag smadrer sin egen tommelfinger med en hammer eller falder ned af en stige og brækker benet eller ligefrem dør, er det ens egen skyld, for ingen kan sige, at han eller hun ikke er blevet advaret eller har fået et godt råd, ja, man kan ind imellem få fornemmelsen af, at det er pressens (og fjernsynets) primæropgave at give gode råd, så ingen kommer noget til og alle ved, at hvis de alligevel kommer galt af sted eller bliver stressede, så har de selv været ude om det! At ingen har tænkt over, at man kan blive stresset ad helvede til ved bare at læse om, hvordan man undgår at blive stresset, kan undre.

Undgå klicheer

Når det er sagt, må det tilføjes, at en gammel idiot som jeg i hvert fald bliver stresset, når han gang på gang syltes ind i avisernes dårlige sprog og elendige hang til flovser og fraser. Jeg husker engang, hvor jeg i gymnasiet direkte skrev af efter en artikel i Politiken og afleverede den som dansk stil. Jeg tror, der var tale om en beskrivelse af Kongens fødselsdag eller noget lignende, og Borup Jensens kommentar var: Undgå klichéer! Det er over halvtreds år siden, og der har sikkert stået noget om, at i det øjeblik kareten kørte over pladsen «brød solen frem.« I dag må man lægge øje til på ca. hver anden side i dagspressen, at nogen »raser« eller »er rasende«. Statsministeren »raser«, beboerne i Albertslund »raseri«, stewardesserne i S.A.S. »er rasende«, bønderne, fiskerne, børnehavepædagogerne og hjemmehjælperne »raser«. Hvis det virkelig var tilfældet, at så mange gode mennesker indenfor og udenfor landets grænser hver dag var så »rasende«, ville det slet ikke være nødvendigt med gode råd om stressbehandling, de fleste ville for længst være omkommet af apopleksi.

Sprogligt armod

Der er her tale om en devaluering, en sproglig armod, der i værste fald kan føre til åndelig lammelse i bedste til det, der allerede er godt på vej: newsspeak. Det er som om pressen på visse områder skaber sin egen argot, et selvhenvisnede mumbojumbo, som kan betyde alting og ingenting på én og samme gang. Det har ikke noget at gøre med nytilkomne ord og amerikansk jargon i hjemmestrikket aftapning, ikke nødvendigvis i hvert fald, det er snarere et spørgsmål om en form for organiseret laden stå til med rødder i tresserne og halvfjerserne, hvor man gjorde det til dogme, at det var ligegyldigt, hvordan man sagde noget, bare man sagde noget, og alt det med grammatik og latin og konsekvens og velformulerethed blot var et borgerligt trick, der skulle holde underklassen nede og give den mindreværdskomplekser. Men hvis man tømmer sproget for mening og sammenhæng, bastardiserer man både hjerne og hjerte, og cementerer en følelse af meningsløshed, der bekvemt kan rubriceres som postmodernisme, men egentlig er synonym med ganske almindelig idioti.

Lad os nu være rimelige, der skrives ind imellem godt og gedigent i pressen, og når en formskåret type som popfilosoffen Henrik Dahl hænger Bettina Heltberg ud for hendes småborgerlige husmoderbetragtninger, så kan man roligt konstatere, at Heltbergs kritik er bedre skrevet end de flestes, og at det måske er fordi hun insisterer på at forsvare den sunde fornuft, at hun på nogen virker sur, udfordrende, irriterende og »gammeldags«. Hvilket altsammen bringer os lige i favnen på det højaktuelle, for hvad sker der med aviserne og journalisterne og pressen, nar en minister på en uacceptabel måde prøver at formulere en fornuftig holdning? Man går amok! Hvilket er forudsigeligt, men ville have været langt mere forbløffende, hvis accenten havde ligget på det totalt overrumplende i, at en politiker udtaler sin ærlige mening uden at have konsulteret hverken for eller baglandet, men af karsken bælg og helt uden taktiske hensyn! En person, der i den grad har »dummet sig« at selv Hans Engell, der er verdensmester i at dumme sig, kan se det, må for enhver pris kanøfles, hånes, hænges ud, dyppes i tjære og rulles i fjer og tryksværte. Af Anita Bay Bundegaard kan man kun kræve undskyldninger og bodsgang, og statsministeren bliver endnu mere skurvet i hovedet end sædvanligt ved tanken om, at en ærlig holdning for engangs skyld er blevet udtrykt på tinge og må dementere og tage afstand.

Overblik og eftertanke er ikke prioriteret højt, når avisen skal i trykken. Man skyder helst fra hoften, og det er som regel også det, der lægger os læsere og abonnenter ned. Vi vil have råt kød på bordet – også på morgenbordet. Refleksioner og kølige overvejelser henvises til anden sektion og muligvis en lederspalte. Det er forsiden , der sælger avisen. Men engang imellem kan man godt længes efter lidt stilhed, en smule menneskelig hensynsfuldhed i stedet for den altid forhåndenværende sensation eller raseriet, denne skrækkelige list til at råbe højere end højt, som jo i sidste ende gør skriget så skingert, at ingen kan høre det, for trommehinderne er for længst slidt op og den sidste rest fornuft blæst ud af hovedet.

Selv har jeg det som Tolstoj: indeni er jeg stadig fem år, og selvom det snart er mere end halvtreds år siden, griber jeg som Stiva Oblonsky i Anna Karenina »den stadigt fugtige morgenavis« med samme sultne oplagthed og forventning som dengang. Det siger ikke blot noget om mig, det siger også noget om pressen, der uanset hvor meget den skejer ud, forbliver uundværlig.

Tak for Publicistprisen, jeg er stolt af den, det er rart at være one of the boys, selvom det ind imellem kan være svært at påstå, at vi ligefrem er the gentlemen eller the gentlewomen of the press.

© Klaus Rifbjerg 2001